Bådebygger
Havhingsten fra Glendalough er en rekonstruktion, hvilket betyder, at skibet er et bud på, hvordan det originale Skuldelev 2 så ud da det blev bygget for 1000 år siden.
Byggeriet af langskibets skrog var det største arbejde både for 1000 år siden og i dag, og arbejdstimerne kan fordeles således:
- Bygmesteren 500 timer
- Stævnsmeden 1000 timer
- Bådebyggere 10.000 timer
- Skovarbejdere og medhjælpere 14.000 timer
- Arbejdere til at klinke naglerne 1000 timer
I vikingetiden formoder man, at dette arbejde kunne klares på 7 måneder. Derudover kom produktionen af tjære, tovværk, sejl, farver osv. Det tog derimod Vikingeskibsmuseets bådebyggere 4 år, (2000 – 2004) at bygge Havhingsten. Museet brugte samme antal timer, men disse var fordelt på færre mand og over flere år. Havhingsten skulle nemlig bygges ud fra opmålingerne af det gamle vrag, med samme træsorter, samme håndværksmetode og med kopier af vikingernes værktøj.
Da Skuldelev 2 blev udgravet, blev alle skibets dele målt op. Disse opmålinger lå til grund for en papmodel, der blev lavet for, at finde frem til den rigtige form på skroget. Bådebyggerne brugte også opmålingerne til at bygge Havhingsten efter. Således blev alle detaljer kopieret.
Bådebyggerne skulle også finde de rigtige materialer – fx træ med størrelse og styrke som i Vikingetiden. Nogle af de materialer der er brugt til skibet er: eg til plankerne, piletræ til naglerne, fyrretræ til mast, rå og åre, lindetræ til skjolde, fyrretræsrødder til tjære og hamp til tovværk.
Derudover blev de forskellige værktøjsfund både fra Danmark og udlandet, samt billeder af bådebyggere i arbejde som på Bayeuxtapetet, studeret og ud fra disse lavede bådebyggerne kopiværktøj til at bygge Havhingsten med.
Bådebyggeren ombord på Havhingsten
Der sejlede to bådebyggere med på Havhingstens togter. De var skibets rorgængere – de skiftes til at sidde ved roret og styre skibet – men de var også med for at observere skibet.
Formålet med sejladsen til Dublin var, at teste om skibet var rekonstrueret korrekt; om det var stærkt nok til en så lang en rejse, og om det havde de sejlegenskaber, som vi forventer skibene havde for 1000 år siden.
Bådebyggerne førte dagbog undervejs. Heri nedskrev de om skibet sejler som forventet, om der var problemer med skrog, sejl eller tovværk, om der var dele der skulle have været lavet anderledes og om der var dele der gik i stykker undervejs.
Det er let at forestille sig, at skibene i vikingetiden kunne få alvorlige skade som et knækket ror eller et hul i skroget, og det samme kan ske for Havhingsten. Derfor er det nødvendigt at bådebyggerne ofte går skibet igennem for at se om noget skal repareres.
Erfaringer
De sidste års sejladser har ikke kun haft det formål, at træne besætningen, de er også gennemført for at teste rekonstruktionen. På togtet til Norge i 2006 lærte bådebyggerne således, at skibet gav sig meget, når det sejlede i hårdt vejr. Enkelte trænagler begyndte at arbejde sig ud og skulle hamres tilbage på plads. Skibet blev derfor afstivet og gjort mindre fleksibelt vinteren over.
På togtet til Dublin var det rorstroppen der var svag og knækkede, hvilket betød, at skibet mistede styreevnen. Derfor er det nødvendigt, at bådebyggerne udover værktøj også medbringer et ekstra ror, ekstra vantnåle (trælåse til det torv som går fra masten og ned til skibets to sider) ekstra trænagler og træ til reparationer, ekstra materiale til tovværk ect.
Fakta: Bådebyggernes notater i dagbogen bliver sendt hjem til Vikingeskibsmuseet og brugt til forskning i langskibets konstruktion.
Læs mere
Vidste du:
At alt værktøj brugt til rekonstruktionen er kopi af værktøj fra vikingetiden. Man skal kigge på værktøjsporerne som stadig er synlige i det originale skib for, at finde ud af, hvilke økser, høvle og bor der er brugt.
Klik på billederne for at se dem større
